2. Rejsebrev

Jeg ankom til Helsinki-Vantaa lufthavnen kl. 13.20 lokal tid tirsdag d. 29. januar. I skrivende stund står der mandag d. 19. maj i kalenderen. Tiden i mellem disse to datoer føles som noget der kun har taget det halve (eller mindre). Der er nu kun ca. to måneder til jeg vender næsen mod lille Danmark igen og de skal nydes med manér!

Derfor er jeg flyttet i min fætters lejlighed mens han er ude og rejse for at komme tættere på keskus (centrum), hvilket er SÅ meget federe, når nu sommeren er på vej, end at bo tæt på sit arbejdssted der ligger i øst Helsinki hvor der ikke sker det helt vilde når man ikke er på arbejde.

Vejret er begyndt at minde om forår og sommer ligesom I oplever det derhjemme. Vi har dog ikke de helt varme temperaturer endnu, men det kommer forhåbentlig om ikke så længe. Jeg har da også haft mine shorts på i en hel uge i streg så det går den rigtige vej, ingen tvivl om det!

At vejret er begyndt at blive varmere kan også mærkes i praktikken. Børnene er mere ude og vi spiller basketball og fodbold og hopper på trampolin mm. så det er dejligt at se at der er mere i dem end bare at sidde foran tv’et dagen lang selvom de også gerne sidder og ser div. madprogrammer, japanske gameshows og hvad de ellers sender af dårlige programmer midt på dagen.
Jeg har endelig fået mulighed for at komme på banen med noget idræt. Hver mandag skal jeg fremover stå for idrætsaktiviteter for dem som har lyst til at deltage. Lidt svært når man ikke ved hvor mange man har at lege med, men det skal nok gå i den sidste ende. De kan være svære at motivere til at lave fysiske aktiviteter da de alle har det med at være dårlige tabere og derfor kun gider hvis det er sjovt og det er det kun hvis de er sikre på at vinde. Så der skal tænkes kreativt for at fange dem fra starten så de får mod på mere i den kommende tid.
Indtil videre har praktikken dog ikke just været en dans på roser. Jeg føler nogle gange at jeg er her uden at lære noget som helst og at jeg er til besvær mere end gavn for de andre pædagoger. Sproget spiller en stor faktor i denne følelse. Mit finske er på et minimum og det samme er deres engelske hvis man ser bort fra min vejleder og to til. I det daglige går snakken derfor hurtigt over hovedet på mig medmindre jeg selv spørger ind til hvad der foregår.
Når der f.eks. opstår konflikter (ca. et par gange om dagen!) får man hurtigt den observerende rolle og kan ikke aktivt bidrage med noget og det er også svært at drage sig erfaring fra hvad pædagogerne gør og siger. De tager ofte konfrontationen bag lukkede døre med det enkelte barn og der kan jeg heller ikke være med hvilket er ærgerligt, men de kan jo ikke agere tolk samtidig med at de forsøger at få en dreng til at falde til ro og snakke tingene igennem.
I forhold til personalet har jeg haft svært ved at komme ind på deres syn på det pædagogiske arbejde. Som tidligere beskrevet er engelsk ikke noget de gladelig taler, så personalemøderne deltager jeg knapt nok i. Jeg kan ikke huske hvornår jeg sidst var til et møde. Det må være før min ferie i Danmark for et par uger siden i hvert fald. De har lige haft møde hele dagen i fredags. Jeg spurgte min vejleder om jeg skulle deltage, men hun sagde at det ville foregå på finsk så det var der jo ingen grund til at jeg overværede. Det virker som om de bare springer over hvor gærdet er lavest i stedet for at inddrage mig i deres arbejde som jo egentlig er meningen med mit ophold heroppe…!

Nåh, nu skal hele min beretning om praktikken jo ikke være dårlig luft og tudefjæs over at man ikke kan lære finsk på et par måneder…

Naulakallion Hoito- ja Kasvatuskodit, som mit praktiksted hedder når det er rigtig formelt, er en offentlig institution som er under Helsinki Kaupunki (Helsinki By).
Der er flere enheder i institutionen og de ligger alle i det samme område. Hvert hus har omkring 6 – 7 børn boende i længere tid ad gangen. Børn med problemer i skolen, adfærdsproblemer og sociale problemer. Alle kommer de fra socialt belastede familier.
Jeg arbejder i huset Saarnila hvor der pt. er 6 børn. 1 pige og 5 drenge.
Arbejdet med børnene består i at skabe en hverdag for dem hvor pædagogerne forsøger at opbygge et forhold til dem. Dette gøres gennem daglige rutiner og gøremål samt at der bliver sørget for at deres behov bliver dækket ang. søvn, mad, hygiejne og et godt og trygt miljø. Alle børnene har deres egen kontaktperson i form at en pædagog. Det er denne der sørger for at de har tøj og sko og tager nogle af de svære samtaler som f.eks. efter en konflikt mm.. Ydermere er det kontaktpersonen der holder kontakten til barnets familie der også er en del af processen under barnets ophold i Saarnila. Målet med dette arbejde er at børnene skal undgå marginalisering og at de kan blive tilpasset samfundet på lige fod med alle andre.

Og nu til den mindre formelle side af livet i Helsinki:

Som de fleste nok ved så er Finland ikke de største boldkunstnere på grønsværen. Jeg kan kun nævne to spillere herfra; Sami Hyypiä og Jari Litmanen (det kan så også skyldes min begrænsede viden om vores nationalsport). Anyway, de har som Danmark ikke formået at kvalificere sig til EM i Østrig og Schweiz i år. Til gengæld var begge nationer med til det netop afsluttede VM i ishockey i Canada og her må man sige at Finland klarede sig bedre på det glatte underlag end de rød/hvide (nej, ikke Rusland!). I lørdags var der bronzekamp mellem Finland og Sverige. Allerede der ringer klokkerne og advarer om ishockey på højt niveau. Og dette opgør er i sig selv en klassiker. Det svarer vel til et opgør mellem Brasilien og Argentina (eller noget) i fodbold eller Jan Ove Waldner og Deng Chao Ping i bordtennis.
Jeg var ude med en svensktalende finne, Niko og en af hans kammerater, som jeg spurgte om hvad der var vigtigst – at vinde bronze eller at vinde over Sverige. Det var selvfølgelig det sidste som var altoverskyggende, metallet var bare beviset på derpå. Ret underholdende at høre på svensk at Sverige skal have så mange klø at de aldrig får lyst til at spille ishockey igen…!
Og det var præcis hvad der skete. Vi var på sportsbaren Sports Academy, der var fyldt til randen med finnere i hockeytrøjer med øl i glasset. Stemningen var i top og da kampen efter 14 minutter i 1. periode stod 2 – 0 til Finland kunne det ikke være bedre. Det hele endte i en storsejr på 4 – 0 og vi endte med at stå på stolene sammen med alle de andre og råbe Suomi til langt ud på natten for derefter at tage på karaokebar og synge sejren hjem. En helt igennem fantastisk aften. Det var bare ærgerligt at de ikke skete i finalen om søndagen i stedet. Kunne jo have været så svedigt at se hele Helsinki fyldt med mennesker der fejrer guld som vi gjorde i ’92 i København og i ’08.

Søndag opdagede jeg at Helsinki og København er endnu tættere på hinanden end jeg først troede. Jeg fandt en natklub med Helsinkis bedste lydsystem. De spiller jazz/funk på plader og hver søndag har de reggae lige som på Rubbadub. Mega sejt! Så der skal høres noget reggae når ikke jeg møder tidligt om mandagen (hvilket jeg aldrig gør…)!

Af andre sjove ting kan jeg nævne at min kusine Idas kæreste, Tuomas, har et radioprogram hver tirsdag på Radio Helsinki hvor han spiller funk og andet lækkert fra dengang musikken var noget man hørte på plade og ikke på mobilen i S-toget…!
Han har inviteret mig i studiet for at spille dansk musik (tænker allerede Tommy S, Birthe K og alle de andre…!). Vi har ikke planlagt det helt endnu, men om en lille måneds tid er der dj-debut for PeteRock der skal give finnerne noget at lytte til i to timer! Svedigt!

Nu er jeg løbet tør for Cola så nu vil jeg slutte min fortælling og få mig noget søvn…

Jeg håber at alt er vel derhjemme og at I alle har det skønt der hvor I er!

Hilsen Peter, 05G, Helsinki

Hauska Vappua

Nu er det vist blevet tid til endnu en hilsen fra det nu dejlig varme Finland.

Lige pt. skinner solen og det er omkring de 20 grader, så det er virkelig skønt at sidde på netcafé for at lægge billeder og andet godt på bloggen.

Det er nu 2 uger siden jeg kom ”hjem” fra min lille ferie i Danmark som jeg nød i fulde drag!

Det var virkelig dejligt at se de af jer som nåede i det stramme program jeg havde med konfirmation og fødselsdage og hvad der ellers var af gode ting at lave. Og jer jeg ikke nåede at se, ja I må havde det til gode til jeg kommer hjem i starten af august (eller I må komme til mig i stedet…).

Siden jeg kom tilbage til Helsinki er der virkelig sket meget. Jeg synes jeg har faret rundt og hele tiden har haft noget at lave så det er jo lækkert. Ved slet ikke hvor jeg skal begynde, så det bliver bare fra starten…

Allerede om søndagen hvor jeg kom tilbage var det ud og nyde det dejlige vejr på skateboardet som jeg savnede så meget at jeg var nødt til at tage det med mig. Der ligger en lille udendørs skatepark 5 min. fra hvor jeg bor så hvilket jeg benytter mig af når der er tid og vejret ellers tillader det. Har også lige investeret i et nyt deck. Kunne ikke lade være da jeg var i en nyåbnet skateshop midt i centrum.

Om onsdagen, d. 30. april, var der fest i gaden og der var mennesker over alt. Det er en af Finlands største festdage, hvilket er lidt specielt da de ikke fejrer noget på denne dag. Det eneste de fejrer er at de har fri d. 1 maj (de kalder det Vappu). Jeg havde tidlig fri fra arbejde så jeg tog ind til byen for at se hvad dette Vappu er for noget og hvordan man fejrer ingenting i Finland.
Metroen var proppet med mennesker og da jeg kom til centrum var der mennesker overalt! Unge som gamle; alle var ude og nyde det dejlige vejr. Jeg gik ned ad Esplanaden for at se en Vappu-tradition; Havis Amanda. For enden af Esplanaden er der en statue (Amanda) og traditionen er at kl. 18 sætter de studerende fra universitetet en hat på hovedet af statuen. Derefter tager alle deres studenterhuer på og så bliver der ellers festet og drukket! Alle har deres studenterhuer med, uanset om man blev uddannet for 40 år siden eller sidste år. Helt igennem syret at opleve!
Da jeg havde gået lidt rundt med store øjne og knipset billeder som en anden turist fra Østen tog jeg videre for at møde min fætter og kusine i en anden del af byen. Her stod den på gadefest med polkamusik og dans (og lidt øl). Det var i en mindre skala end i centrum. Det var mere familie-minded og på et hyggeplan hvor der var plads til alle.
Da festen her døde ud omkring kl. 22 var det ind til centrum igen og mødes med Heikki og Marko fra lejligheden. De var blevet inviteret til saunafest på et kollegium så der tog vi hen. Jeg havde ingen anelse om hvad der ventede, men Heikki sagde at det skulle være en vanvittig fest så da vi kom blev jeg noget overrasket. Det var en halvdød fest hvor en masse unge sad og chillede og drak lidt øl og det var så det. Ikke den vilde fest, så jeg driblede videre igen. Min kusine Ida ringede og inviterede mig til en privatfest hvor hun og hende kæreste Tuomas var. Da jeg endelig fandt frem stod den på boblevand og god musik hele natten, så jeg endte, godt ristet, med at fange den sidste natbus hjem.
Jeg kunne kun sove i et par timer for så var det op igen og så skulle vi fejre Vappu igen. Nu var der jo trods alt noget at fejre. Jeg mødtes med familien og så en enkelt tale på et torv hvorefter vi tog mod en park hvor den så stod på en lille picnic. Rigtig hyggeligt, men også lidt hårdt da den ikke havde stået på meget søvn og kroppen var ikke helt på toppen…
Da picnicen lakkede mod enden drog jeg videre med Ida og Tuomas til en kæmpe park ved vandet. Her skulle jeg få mig lidt af et kulturchok. Jeg troede at folk tog den med ro efter at de havde drukket hele dagen i forvejen, men jeg blev hurtigt klogere.
Der var omkring 30.000 finnere som festede videre og drak sig helt ned. Det var helt vildt. Det mindede om 1. maj i Fælledparken bare med mere druk og ingen røde faner eller noget der mindede om et politisk budskab. Det var fuldstændig vildt!
Og det er sådan de fejrer 1. maj heroppe. De er sgu skøre de finnere!

Om lørdagen skulle på en lille tur til Tallinn i Estland for at spille Tallinn Cup i bordhockey.

Jeg skulle med færgen kl. 7.30 så det var op kl. 5.30 og så med metroen kl. 6. Puha!
Jeg fulgtes med en anden nørd, Niko, og vi nåede Tallinn kl. 9.30 og så var det direkte til spillestedet. Her spillede vi så hockey hele dagen og jeg endte med at løbe gennem byen for at nå den sidste færge hjem igen kl. 21. Jeg fik desværre ikke set meget af byen på min løbetur, men jeg er blevet inviteret med på en tur af skolen hvor et par af ungerne går, så jeg skal tilbage på torsdag og så skal der nok komme billeder mm.

Arbejdet ligner sig selv så der er ikke så meget nyt på den front. Tror ikke at ungerne rigtig tænkte så meget over at jeg ikke var der. De har i hvert fald ikke sagt meget om at jeg har været væk.
Men det er nu meget rart at komme tilbage.
Vi har fået en ny dreng ind i huset. Han er 12 år og spring fuld af energi. Det er virkelig noget der kan mærkes og det er rart at der sker noget nyt samtidig med at vejret er begyndt at blive bedre så vi kan være udenfor hele dagen og spille bold og hoppe på trampolin.
I mandags var der fodboldturnering mod de andre institutioner på samme måde som vi spillede ishockey for nogle måneder siden. Her havde jeg nemmere ved at være med da underlaget ikke var så glat og det foregik uden skøjter. Da de spillede sidste år vandt de turneringen, men desværre blev vi kun nr. fem af seks hold i år, men det var en god dag og ungerne synes også det havde været fedt og så kan det jo ikke være bedre.

I denne uge er min fætter Hermanni taget af sted til Venezuela for sammen med et par venner at sejle en båd tilbage til Finland. Det betyder at der er en tom lejlighed tættere på byen som jeg så skal flytte ind i om en lille uges tid. Bliver lækkert at komme væk fra de tre små grise og så få mit ”eget” sted. Og så er det jo helt perfekt at det ligger tæt på centrum så jeg rigtig kan komme til at nyde bylivet når sommeren kommer. Skønt!

Nu har jeg ikke mere cola og jeg kan ikke holde ud at være inde mere, så nu hopper jeg på skateboardet i det gode vejr og så må I alle have det rigtig dejligt og nyde livet!

Pete

Rejsebrev 1

Jeg har nu været i Finland 2 måneder og er begyndt at falde godt til.

Jeg har fundet mig tilrette i min ”nye” lejlighed lært en masse nye mennesker at kende. Både på arbejdet, i hjemmet og i fritiden.

Selve lejligheden, hvor jeg bor, er en studenterbolig/kollegium hvor jeg har mit eget værelse og resten er så fælles på godt og ondt. Det er helt fint – men man skal bare lige vænne sig til at folk er forskellige og har forskellige grænser for f.eks. oprydning og rengøring…

Vi laver desværre ikke så meget sammen. Vi har hver vores at tage os til, men det skal der nok blive lavet om på når vi kommer længere i forløbet og sommeren kommer tættere på så man kan chille i haven med en kold øl…

På børnehjemmet (Saarnila) er jeg blevet godt modtaget på af både kolleger og børn og er kommet ind i de daglige rutiner mm., selvom det har været en hård fødsel.

Da jeg startede var jeg meget observerende og holdt mig i baggrunden for at børnene, som er fra 15 – 17 år, ikke skulle føle sig overfaldet af en skør studerende fra Danmark der ville vise hvad han kan. Det skal jeg nok få tid til senere når jeg har lært dem at kende og de har lært at jeg skal være en del af deres liv det næste halve år.

En typisk dag på Saarnila ser sådan ud:

Børnene vågner om morgenen (eller bliver vækket) og så får de lidt morgenmad og så er det af sted til skole. De møder kl. 8.00

De er så i skole til kl. 14 og så skal de komme tilbage til Saarnila. Herefter kan de så frit gå ud og besøge venner eller tage hjem eller hvad de nu har lyst til. Vi spiser varm mad kl. 15.30 så de venter typisk med at gå nogle steder til efter maden. De skal så være tilbage igen kl. 20.30

Dem der ikke går nogen steder bliver hjemme og så laver vi hvad vi nu finder på. Der bliver ikke (til min store overraskelse) planlagt fra dag til dag hvad der skal ske, så børnene keder sig lidt ind imellem. Men de er nu meget gode til at finde på ting at lave. Vi spiller meget poker og andre kortspil. Vi har også mulighed for at spille bordtennis og pool, men det er svært at motivere dem til dette, da de så enten skal nedenunder eller over til et af de andre huse der ligger lige ved siden af…

Når klokken så bliver 20.30 er der aftensnack hvor de får lidt at spise igen og så står den atter på hygge. Her plejer de alle sammen at se tv sammen. De følger med i en finsk tv-serie hver dag der er en blanding af Hvide Løgne og Horton Sagaen – helt igennem forfærdelig! Men de synes den er god og så er det hyggeligt at de sidder og ser den sammen.

Når klokken så bliver 22 skal de være på deres værelser og så hopper de i seng.

Pædagogerne her har taget godt imod mig så det er rart at møde hver dag og ikke føle sig udenfor, selvom det hænder ind imellem når der kun bliver snakket finsk f.eks. på møder mm., men det er bare noget de skal vænne sig til, da de ikke er vant til at studerende tager del i møderne.

Har været til et 2 timers møde hvor der kun blev snakket finsk selvom jeg havde fået lovning på at de nok skulle oversætte for mig løbende. Den oversættelse fik jeg først efter mødet i yderligere 45 minutter. Så var med til mødet uden at fatte en brik eller blive inddraget og så fik jeg referatet på engelsk bagefter i stedet – FEDT! L

Men det skal nok blive bedre når vi kommer længere i forløbet, så det er ikke noget der holder mig vågen om natten.

Når jeg ikke arbejder sker der en masse andre ting. Jeg har lidt familie i Helsinki som jeg besøger i ny og næ. Det er familie på min fars side og det er kun ham der har haft kontakt til dem. Sidst jeg besøgte dem var i sommeren 1995 med min familie og det var meget kort, så det er cool at lære dem bedre at kende nu.

Udover familien har jeg også fundet mig en bordhockey-klub hvor jeg spiller med ligesindede nørder hver uge og får mega mange tæsk. Men det har jeg intet imod. Jeg er bare glad for at komme ud og møde nogle nye mennesker og få mig lidt socialt liv uden for praktikken.

Nattelivet i Helsinki minder meget om det københavnske så der er ikke så meget nyt der. Der er mange barer og diskoteker i centrum og der er altid mennesker.

Det eneste nye er at der ikke er toge eller busser hele natten, hvilket jeg måtte erfare på den hårde måde en af de første weekender jeg var her. Den sidste bus kører kl. 04 og den missede jeg selvfølgelig. iPod’en lå hjemme på skrivebordet og metroen begynder først at køre kl. 06.30 så det var en meget kold og kedelig afslutning på hvad der ellers var en god aften med min kusine og hendes mand Tuomas. Trist, men så kan jeg lære det…!

Puha, det blev lidt af en roman jeg her fik skriblet ned. Men det er jo kun godt at der er noget at skrive hjem om.

Håber alt er vel på de hjemlige kanter!

Hilsen Peter 05G, Naulakallion, Helsinki

Terve til jer alle!

Så er det blevet tid til en lille up date fra norden.

Jeg har nu været her i en lidt over en måned og der er sket meget siden jeg sidst gav lyd fra mig hvilket jeg beklager, så nu kommer der en længere roman:

Selve arbejdet har ikke været så spændende endnu. Ungerne keder sig bravt og der er ikke rigtig nogle tilbud til dem. Når de kommer fra skole hænger de bare ved PS2’en eller er på deres værelser hele dagen, så der sker ikke så meget andet end at man bare er til stede hvis der skulle ske noget.

Jeg har haft et par morgenvagter og her keder man sig bare endnu mere for her er der slet ikke noget at lave. De andre gog’er har en masse papirarbejde og møder med div. socialarbejdere hvor jeg ikke deltager så jeg stener bare rundt og forsøger at holde mig vågen …

Jeg var dog med til personalemødet i sidste uge, men forstod ikke en brik af hvad de snakkede om. Heldigvis oversatte min vejleder hvad de snakkede om, men det var ikke vanvittigt spændende at høre om deres ferieplanlægning!

Jeg havde også et punkt på dagsordenen og her fik de så lige en opsang på nogle af de ting jeg havde observeret indtil da. Jeg havde lagt mærke til at ungerne ikke laver noget og at der ikke bliver gjort noget for at aktivere dem, hvilket jeg finder dybt underligt. De kan ikke engang finde ud af at planlægge ugerne så ungerne ved hvad der sker af aktiviteter og de bliver heller ikke inddraget i processen med deres idéer. Det hele kører bare en dag ad gangen og alle dagene ligner hinanden. Så jeg håber på at kunne komme på banen med en masse idræt en dag eller to om ugen, så de kan komme ud og røre sig lidt og komme væk fra den PS2 (troede aldrig jeg skulle sige det, men hader den virkelig!)

De har dog mulighed for at spille floorball hver onsdag, men det er kun hvis de vil og det er ikke fordi pædagogerne opfordrer dem til at tage af sted (eller selv tager med…)

MEN nu skal jeg ikke lyde som en sur gammel stodder for der er jo også mange positive ting ved at være her. Jeg skal bare lige vænne mig til at det er en lidt anderledes måde at arbejde på og så skal jeg i gang med at få noget mere idræt på banen…!

De sidste par dage har dog været mega fede! Mandag var vi ude og spille Rinkball. Det minder om ishockey, men vi spillede med en lille bold i stedet for en puck og det var (til mit held) ikke tilladt at tackle. Jeg var overrasket over hvor gode ungerne var på isen. Nogle af dem så ud til at de aldrig have lavet andet.
Kampene varede i 20 min. uden stop og både børn og pædagoger spillede sammen. 4 unger og 2 pæd. På isen ad gangen. Jeg var selvfølgelig også med på isen, men var ingen Forsberg eller Gretzky. I de tre kampe jeg spillede nåede jeg at røre bolden to gange og blive tacklet i banden af en lille unge…

Tirsdag var det ”home night” og fordi det var frostgrader og der var faldet sne, besluttede vi at vi skulle ud og kælke. Ikke just det store hit blandt drengene, så de var lidt svære at rive fra PS2’en. Men efter lidt snak frem og tilbage lykkedes det da til sidst at få dem i tøjet.
Vi andre pakkede bilen med kælke og så drog af sted.
Da vi ankom til ”kælkebakkecenteret” var stemningen en helt anden end da vi skulle have dem ud ad huset. Nu ville de alle sammen gerne have en kælk og det skulle hest gå stærkt!
Vi gik op på bakkerne og tog den første tur sammen og så gik de ellers for sig selv.
Vi var der i en time til halvanden og ungerne morede sig så det var dejligt at se at flow er muligt!

Når jeg ikke arbejder chiller jeg godt og grundigt i min nye crib og forsøger at lære de andre gutter at kende. Er kommet godt ind på Heikki fra Finland og Marko fra Estland. Wang fra Kina ser vi ikke så meget til. Han er mest på sit værelse med døren lukket hvilket gør det lidt svært at lære ham at kende hvis han ikke er interesseret i dette.

Ellers går tiden med at se lidt til familien heroppe og spise lidt god mad.

Jeg har fået kontakt til nogle hockeynørder som mig selv, så nu spiller jeg bordhockey hver uge. Har endda været 140 km. fra Helsinki og spille med i en finsk ranking turnering hvor jeg blev bedste (og eneste - hehe) rookie, så nu har jeg fået mig en lille pokal som skal hjem til samlingen. Dejligt at komme væk fra arbejde og lejlighed og møde ligesindede nørder!

Sidste lørdag var jeg til koncert i Tavastia (The No. 1 rock club in Helsinki) og se 22-Pistepirkko. En fantastisk koncert til kun 15 Euro (NICE!). Super gode musikere med over 30 års erfaring og musik der spænder bredt. Der var elementer af blues, rock’n’roll, rock og lidt triphop. Så hvis du ikke har andet at lave søndag d. 23 marts skal du tage i Lille Vega og få en musikoplevelse af de bedre!

I lørdags stod programmet på noget lidt andet. Jeg var med en hockeykammerat, Timo, inde og se ishockey. Min anden kamp heroppe. Det er sgu fedt at se live. Niveauet er lidt højere end i Danmark og det er helt sikkert ikke den sidste kamp jeg har overværet!

Desværre tabte ”vores” hold 0 – 3. Men det værste var at jeg, med 20 sek. igen, var ved at blive helt gul i øjnene, så måtte gå på det lille hus. Da jeg kom tilbage var der stadig 10 sek. tilbage.

På dette link kan de se hvad jeg ikke så (Jokerit fra Helsinki er i de mørke trøjer):

http://www.iltasanomat.fi/videot/urheilu/1495224

Må indrømme at jeg blev svært skuffet da Timo fortalte hvad der var sket…!

Det var hvad jeg havde at lækkerier og røverhistorier til jer for denne omgang. Lover at der ikke går så langt tid før I hører fra mig igen!

Jeg har ikke uploadet nogle billeder endnu, da jeg ikke kan få dem fra min mobil over på computeren, men så snart jeg får skidtet til at virke kommer der en længere billedeserie...

Pete

Så fik jeg endelig mit Internet og så er det da på tide lige at give lyd fra mig.

Jeg har nu været i Helsinki i lidt over en uge og jeg må indrømme at jeg virkelig nyder det!

Vejret er ikke det bedste. Det er plusgrader og ligner mest af alt en kedelig dansk vinter… ØV!

Med HIM i ørerne og min sidste Faxe Kondi, i lang tid, i hånden ankom jeg til Helsinki tirsdag d. 29. januar kl. 13.20 efter en flyvetur på 1,5 time.

Jeg blev hentet i lufthavnen af min fars kusines søn Hermanni. Jeg boede så hos ham indtil i lørdags hvor jeg fik mit værelse i en studiebolig lige ved siden af metroen og 5 min. fra hvor jeg arbejder. NICE!

Indtil jeg flyttede chillede jeg om dagen rundt i byen og fik en fornemmelse af hvad der er af forskellige tilbud om aftenen osv. mens Hermanni var på job.

Vi tog til noget familie og spiste middag et par aftener og om fredagen stod den på ægte finsk sauna som bare var fantastisk. Glemt alt om sauna i svømmehallen! Det her er den ægte vare med kul, damp og det hele. Det havde sneet lidt så når man var godt gennem varm var det ud at få sne på kroppen og blive afkølet og så ind i varmen igen. Helt fantastisk! Hvis man ikke har prøvet det har man ikke levet…!

Efter sauna var klokken blevet mange, og jeg tog ind til byen for at mødes med min fars fætters søn, Otto som var i byen med at par venner. Vi fik et par øl og fortalte røverhistorier hele natten. Kender ikke Otto særlig godt, så det var sjovt at hænge med ham og hans venner og lære ham lidt at kende.

Lørdag var så flyttedag med tømmermænd. Havde heldigvis ikke så meget at flytte.

Jeg bor sammen med tre andre gutter. En fra Finland, Kina og Estland. Kender dem ikke rigtig endnu, men de virker flinke så vi skal nok få det godt sammen – skal bare lige lære dem at rydde op…! Da jeg flyttede ind i lørdags lignede det hele Arafats lejlighed (et bombet lokum) men det skal der nok blive gjort noget ved…

Jeg har et værelse på 14 m2. Der er lidt tomt på væggene, men har jo også kun boet her en uge. Der boede en franskmand før mig og da han flyttede lod han seng, bor og stol være så jeg slap for at skulle ud og købe halvdelen af IKEA så det er jo perfekt!

Jeg startede med at arbejde i søndags. Selve børnehjemmet er en større institution med flere huse samlet i området omkring Naulakallion Koulo (Naulakallion skolen). Det hus jeg er i er Saarnila og det ligger en lille kilometer fra skolen.

Der bor syv børn i Saarnila. To piger og fem drenge og de er i alderen 14 – 17 år. De er på hjemmet af forskellige årsager, men fælles for dem alle er at de har forældre der ikke er i stand til at have dem derhjemme.

Hjemmet ligger i Mellunmäki, i øst Helsinki. Denne del af byen har et lidt dårligt rygte som et af de værre steder i Helsinki. Det er også her jeg bor i en studielejlighed og det er da dejligt at vide at det er et barskt kvarter. Men kan man klare Nørrebro i krigstid, kan man vel også klare Mellunmäki i et halvt år…!

Håber alt I alle har det dejligt hvor end I er i verden!

De finskeste hilsener Pete